'Vi skal gro sammen med Årslev'

AF CHRISTIAN DAN JENSEN
Årslev er en by i udvikling. Nye boligområder skyder op, flere familier flytter til, og med den stigende bosætning følger også nye muligheder for det lokale erhvervsliv.
Det er netop den udvikling, som Anders Ørgaard Engelbreth, administrerende direktør for Faaborg Bil-Center, gerne vil være en del af. Derfor udvider han nu bilforretningen med en mindre satellitafdeling på Stationsvej 118 i Årslev.
– Vi tror på Årslev og på, at byen vil fortsætte sin positive udvikling med flere indbyggere og nye boliger. Den udvikling vil vi gerne understøtte ved selv at investere i området. Vi skal gro sammen med Årslev, siger Anders Ørgaard Engelbreth.
Har selv rødder i Årslev
For direktøren er etableringen ikke blot en forretningsmæssig beslutning. Det er også et personligt engagement i den by, hvor han gennem de seneste 12 år har boet sammen med sin hustru, Jeanette Pilegaard Engelbreth, der samtidig er medindehaver af Faaborg Bil-Center.
Jeanette er født og opvokset i Sdr. Nærå, og netop tilknytningen til lokalområdet var en af årsagerne til, at parret i sin tid flyttede fra Odense til Årslev.
– Vi er rigtig glade for at bo her og følger naturligvis med i alt det, der sker i byen. Årslev har meget at byde på, og vi oplever en stor tilflytning. Derfor er det også naturligt for os at blive en del af udviklingen, fortæller han.
Begynder i det små
Faaborg Bil-Center blev grundlagt i 1978 og har i dag 25 medarbejdere. Anders Ørgaard Engelbreth overtog virksomheden i 2016, og i 2026 blev den hædret med en Gazellepris.
Bilhuset har gennem alle årene været autoriseret Opel-værksted og er i dag både autoriseret værksted og forhandler af Opel, KGM og Suzuki.
Den nye afdeling i Årslev bliver i første omgang en ubemandet satellitstation med udstilling af biler fra KGM og Suzuki. Opel og de mange brugte biler virksomheden råder over, kan fremvises efter aftale.
– Vi begynder i det små og ser, hvordan interessen udvikler sig. Kunderne kan kontakte os på telefon eller mail og aftale en prøvetur, hvor vi så mødes på Stationsvej. På den måde kan vi tilbyde en mere lokal og fleksibel service, forklarer han.
Ambitionerne rækker dog videre end blot en biludstilling.
– Vi har allerede en del kunder i Årslev og omegn, og vi vil gerne tættere på dem. Samtidig vil vi se, om der på sigt kan være grundlag for at etablere et værksted her i byen. Men det skal ske i takt med udviklingen og efterspørgslen.
Nemmere for de lokale kunder
Selvom der endnu ikke etableres værksted i Årslev, får den nye afdeling også betydning for de lokale kunder.
Det bliver nemlig muligt efter aftale at aflevere sin bil i Årslev og få stillet en gratis lånebil til rådighed, mens bilen bliver serviceret eller repareret på værkstedet i Faaborg.
– Det skal være nemt at være kunde hos os. Bor man i Årslev, skal man ikke nødvendigvis bruge tid på at køre til Faaborg for at få bilen på værksted. Vi vil gerne gøre det mere fleksibelt og spare kunderne for både tid og besvær, siger han.
Faaborg Bil-Center sælger og servicerer alle biler på tværs af bilmærker og modeller hertil er de autoriserede forhandler og værksted af Opel, KGM og Suzuki.
Ønsker et lokalt erhvervsfællesskab
Men ambitionerne på Stationsvej 118 handler ikke udelukkende om biler.
Ejendommen rummer allerede et kontor tilknyttet Faaborg Bil-Center samt en Fysioterapeut og Kranio-Sakral Terapeutklinik. Derudover står et større lokale klar til en ny lejer.
Her håber Anders Ørgaard Engelbreth at skabe et mindre erhvervsfællesskab med virksomheder, der kan supplere hinanden og bidrage til aktivitet i området.
– Vi vil gerne finde de rigtige lejere, som passer ind i konceptet. Det handler om at skabe et godt erhvervsmiljø, hvor flere virksomheder kan have glæde af at være samlet under samme tag.
For Anders Ørgaard Engelbreth er den nye afdeling først og fremmest et udtryk for troen på Årslevs fremtid.
– Der kommer nye boliger og nye borgere til, og det giver også nye muligheder for erhvervslivet. Vi vil gerne være til rådighed for både dem, der allerede bor her, og dem, der flytter hertil.
– Vi skal ikke etablere en stor bilforretning fra den ene dag til den anden. Vi vil gerne udvikle os sammen med byen og lade forretningen vokse i takt med Årslev, slutter Anders Ørgaard Engelbreth.
Foto: Christian Dan Jensen







