Ringe, jeg tog fejl af dig
I dette essay deler han sine betragtninger med MidtfynsAvisens læsere og fortæller, hvorfor han nu ser de små bymidter som et svar på i morgen.

AF KLAUS KNAKKERGAARD
Toget bremser ved stationen. Jeg står af sammen med en gymnasieelev, en dame med indkøbsnet og en mand i arbejdsjakke. De ved, hvor de skal hen. Det ved jeg ikke rigtigt.
Jeg går op ad Jernbanegade. Den ligner andre gader i provinsbyer, jeg har besøgt. Og så alligevel ikke. Brostenene, træerne, museet og kirken giver en fornemmelse af landsbyidyl midt i centrum.
Så får jeg øje på en stribe blankt vand. Jeg vidste ikke, at Ringe havde en sø. For et år siden var byen et skilt ved motorvejen, et sted mellem Odense og Svendborg, hvor jeg tankede. Jeg havde bare ikke noget forhold til byen.
Som forandringsagent blev det mit job at stoppe med at køre forbi. Jeg skulle gå rundt, langsomt og igen og igen. Et år senere indrømmer jeg gerne, at jeg tog fejl. Ringe er ikke bare byen, der engang havde en stor festival. Det er en by, der lever her og nu.

Butikker med personlighed
Det første, jeg lagde mærke til, var butikkerne. Ikke fordi der var så mange, men fordi de, der var, var nogen.
Her bliver man mødt af et menneske. Og efter et par besøg bliver man mødt af genkendelse.
– Man bliver genkendt, sagde en, da jeg spurgte, hvad der var særligt ved byen.
Det lød som en floskel. Det var det ikke.
Bag disken står en indehaver, der husker, hvad man købte sidst, og forklarer, hvorfor den ene ting er bedre end den anden. Man hører om barnebarnet, vejret og tilbuddet, der ikke står på skiltet.
Det kan lyde romantisk, men det er en forretningsmodel, bymidterne skal bygge videre på. Du kan få alt leveret til døren i morgen, men du kan ikke få nogen til at kende dig.
Byens små oaser
Det næste var stederne, hvor byen trækker vejret: en grøn lomme, en bænk i læ eller et hjørne, hvor gadens larm forsvinder. Man finder dem selv eller hører om dem fra de lokale. Ringe har ikke høj- og lavsæson. Her leves livet året rundt.
Og så er der Kærlighedsstien. Jeg griner af navnet, indtil jeg går der. Den er for gamle par i samme tempo, for unge forelskede og for dem, der går alene og tænker på nogen. Jeg skal huske at vise min kone den.
Søen er blevet mit pejlemærke. Efter et langt møde går jeg derned. Vandet sænker pulsen og flytter blikket fra skærmen. Om aftenen går folk tur med hunden, og nogen sidder bare og kigger ud.
En ven viste mig kirkegården. Her går navnene på stenene igen oppe i byen. Her ligger dem, der byggede Ringe, og deres efterkommere går stadig i gaderne. Det er en by med hukommelse.

Et svar på i morgen
Vi taler om bymidternes krise: tomme butikker, nethandel og kunder, der vælger indkøbscentre. Det er rigtigt, men ikke hele sandheden.
Ringe har allerede meget af det, vi som mennesker har brug for: nærhed, afstande, man kan gå, og ansigter, man møder igen. Personlighed og noget, man kan tage og føle på. En dørklokke, en bænk ved søen. En samtale, der ikke kan skippes.
Det handler om fremtiden. I en tid, hvor alt er tilgængeligt, men intet er nært, er de små bymidter ikke en rest fra i går. De er et svar på i morgen.
De bliver ved med at blive til, hver gang nogen åbner en dør eller handler lokalt. Det kræver bare, at vi står af toget eller parkerer bilen og går en tur.
Jeg står igen på perronen. Toget er forsinket. Det gør mig ikke så meget. Bag mig glimter søen. For et år siden vidste jeg ikke, at den var der. Nu kommer jeg tilbage.
Om
Klaus Knakkergaard er forandringsagent i Fremtidens Fynske Bymidter, som styrker små og mellemstore virksomheder i Assens, Faaborg, Kerteminde, Nyborg, Ringe, Rudkøbing og Årslev gennem workshops og sparring om blandt andet digitalisering, salg, service og grøn omstilling.
Budgettet er 50 mio. kr., heraf 20 mio. kr. fra EU’s Regionalfond. Erhvervshus Fyn er tovholder, og Faaborg-Midtfyn Kommune er tilsagnsmodtager. Projektet løber frem til 2028.
Foto: Klaus Knakkergaard








1 kommentar